Mit navn er Lars Damgaard Petersen og jeg elsker at se en god film, og gerne i biografens mørke iført popcorn og en iskold sodavand. Anyways… Her følger en liste over de film jeg glæder mig til at se i 2020. De tre første er min top 3 forventningsmæssigt. De øvrige glæder jeg mig bare til at se.
Tenet – sat til at udkomme i juli
For mig findes der ingen instruktør større end Christopher Nolan. Han er, hvad Stephen Spielberg var i 80’erne og 90’erne. Uovertruffen!
Der vides ikke meget om Tenet, men der er kommet en teaser trailer, Robert Pattinson og Michael Caine er med, tid virker til at være et vigtigt element og noget af filmen er indspillet på Lolland (Ja, du læste rigtigt!).
Black Widow (MCU)
Endelig kommer stand alone-filmen i MCU om Black Widow. Vi mødte hende første gang i Iron Man 2, så der er gået en hel del år. Det er stadig Scarlett Johansson, der er Black Widow, og hun skal op imod Marvel skurken Taskmaster, som har en evne til at kopiere sin modstanders måde at slås på. Jeg labber MCU film i mig, og den her skal også ses. Premiere i maj måned.
James Bond – No Time To Die
Daniel Craig har efterhånden været igennem så mange operationer på grund af skader, han har pådraget sig under optagelser til James Bond-film. Så No Time To Die bliver formentlig sidste gang, han udstyres med en killer-licence.
Her skal han formentlig igen besnære smukke kvinder, drikke en vodka-sjus, få en mission fra M, få udstyr af Q og håndtere skurke – denne gang er han oppe imod Rami Malek – i massevis. Det er 007-film nummer 25, så jeg forventer, at de har lagt sig i selen, omend de skal op på den helt store klinge, hvis de skal gøre det bedre end med Casino Royale og Skyfall. Sat til premiere i april.
Wonder Woman 1984
Den første Wonder Woman film med Gal Gadot i hovedrollen blev en gedigen overraskelse og i juni eller juli rammer Wonder Woman 1984 så biograferne.
Man kunne foranlediges til at tro, at filmen er lagt i 1984, fordi Marvel havde stor succes med 80’er-nostalgien i Thor: Ragnarok og på grund af den populære Netflix serie Stranger Things. Men som med så mange andre film, så håber jeg bare på en god handling og en film der underholder.
Krudttønden – Premiere 5. marts
I februar 2015 var Danmark udsat for et terrorangreb. Det er det, som filmen Krudttønden handler om. På rollelisten ses bl.a. Nikolaj Coster-Waldau og Lars Brygmann.
Filmen er instrueret af Ole Christian Madsen og baseret på virkelige hændelser, så for de der elsker true crime-bølgen, er der utvivlsomt noget at hoppe med på her.
Little Women
Meg, Amy, Beth og Jo. Det er hovedpersonerne i denne film, som er baseret på bogen af samme navn. Bogen skulle være fantastisk og det skulle filmen her også.
Den har været lidt lang tid om at komme til Danmark, men den får premiere i starten af 2020, så det skulle da være muligt at se den snart. Greta Gerwig har instrueret og på rollelisten findes bl.a. Emma Watson og uforlignelige Meryl Streep, så det hele oser af kvalitet.
Ghostbusters: Afterlife
Det her er forsøg nummer 2 på at genstarte Ghostbusters franchisen. I 2016 blev det forsøgt med kvindelige Ghostbusters, men det var der mænd med små dillere, der ikke havde lyst til, så dén film blev desværre omgivet af toxic fandom, hvis man kan kalde det det.
Modbydelige trolls kom ud af deres huler og var forfærdelige over for filmen og skuespillerne. Jeg kunne nu meget godt lide den, og jeg glæder mig også til den her. Paul Rudd er med, og det skulle Dan Aykroyd, Bill Murray og Ernie Hudson også være. Filmen skulle ramme biograferne i juli.
Top Gun: Maverick
Er en efterfølger til en fesen film en god idé? Jeg ved det ærligt talt ikke, men når jagerpiloten i scenerne med Tom Cruises rolle, Maverick, er TOM CRUISE, så skal det sgu ses.
Hans krav for at medvirke i opfølgeren til Top Gun var, at han selv skulle flyve F-16 flyet (eller hvad det nu end er for en flytype de bruger), hvilket lyder som det glade vanvid, men Tom Cruise virker faktisk også lidt loco nogen gange. Filmen kommer formentlig til sommer.
The Eternals (MCU)
Hvis du troede, at Disney og Marvel tog en chance med Guardians of the Galaxy, så virker The Eternals helt gak. Jeg aner ærligt talt intet om dem, men filmen skal helt klart ses.
På rollelisten er bl.a. Angelina Jolie, Salma Hayek og Kit Harrington, og jeg forventer kosmisk skraldebang for alle pengene. Filmen får premiere sent i 2020 og der er således ikke engang udkommet en trailer på det tidspunkt denne artikel blev skrevet.